gik som Missionær til Lappmarken.[1] Herved mente Svenskerne endnu 1603, at „den andliga jurisdiction till Lapparne beviises“, og det var ikke nogen ny Tanke. Saasnart Kalmar-Unionen var opløst, tænkte Gustav Vasa paa dem, og 1559 sendte han den første Prest derop,[2] efterat han allerede i Brev til Christian III. af 30 Novbr. 1552 havde besværet sig over, at Lensmanden over Throndhjem, Christopher Huitfeldt, hindrede hans Befalingsmænd fra at kræve Skat fornemmelig af „Lappefinnerne“ i Varanger.[3] Stridighederne afgjordes ikke ved Stettinerfreden (13 Decbr. 1570), der kun fastsatte, at Grændsen mellem Norge og Sverige skulde være de Steder, hvor den af Arilds Tid haver været, og at Kongerne og deres Undersaatter paa Grændserne skulde beholde hvad brugelige Rettigheder de af Arilds Tid udi den andens Riger og Lande har havt. Talrige Grændsemøder fulgte paa denne Fredslutning (1577, 1580, 1590, 1591, 1594) uden at bringe mere Klarhed i Forholdene, medens Finmarken (og Nordland) ved Fiskerierne paa Kysten alt mer og mer begyndte at øve sin Tiltrækning paa Carl IX.,[4] der ved Freden til Teusina (1595) havde faaet sig afstaaet alle Ruslands Fordringer paa Lapperne i det nordlige Norge. Paa Grændsemøderne fremkom Svenskernes Fordringer altid i skarpere Form, og de lod sig ikke rokke fra den Paastand, at der tilkom Sveriges Krone Halvdelen i al Rettighed fra Tysfjorden til Malangen og to Tredjedele herfra til Varanger, da Skatten af Finnerne paa
