aabenbart, at disse ved at drage Omsorg for Lappernes kristelige Oplysning skaffede sig en mægtig Støtte for sine politiske Fordringer. „Vi“ – skriver Presten Jakob Munk til Rødø 1746[1] – „have siddet i en pur in-action og intet bekymret os om vores Norske Lapmarker eller deres Lapper i Henseende til disse deres aandelige Betjening indtil Begyndelsen af det 18de Seculo, nemlig til det Aar 1707 [skal være 1706], da Kong Fredrik IV. højlovlig Ihukommelse allernaadigst har befalet at faae vide, hvor mange Kirker og Skoler for Fjeld-Lapper kunde bygges.“ Dette er i det væsentlige rigtigt, om end ikke ganske, thi der kan ikke være Tvivl om, at Christian IV. var opmærksom paa dette Forhold, ligesom han gjorde noget, om end ikke meget, for at ophjælpe, hvad der var forsømt, idet han 1601 lod bygge en Kirke i Tysfjorden. Senere (1631) forøgede han Presternes Løn heroppe og „lod sig det være angelegen, at Lapperne kunde undervises i den christelige Religion, at unge Mænd skulde lære det lappiske Sprog, holdes til Studeringer og beskikkes til at undervise Finner og Lapper i den sande Guds Kundskab“.[2]
Medens den dansk-norske Regjering forsømte disse fjernt boende Undersaatter, var den svenske tidlig oppe. Ved et Brev fra Erik af Pommern til Kapitlet i Upsala af 1419 var omsorgen for Lapmarken ganske i Almindelighed overdragen dette Erkestift, idet det hed, „at Präster och Kirckor måge förordnis ij Lappmarcken“.[3] Det er formodentlig i samme Brev, Kong Erik formaner Kapitlet til „icke att lägge hinder i wägen“ for Hr. Thorsten, der
