taget af G. L. 90, bibeholder den gamle skjelnen og sætter boden til kongen for håndran til én mark.[1] At imidlertid den anden læsemåde er den rette, og at boden i begge tilfælde skal være en halv mark, synes at fremgå af sammenligning med VII. 50, der omhandler et tilfælde af virkelikt håndran, nemlig borttagelse af andres fiskeredskab (idet det fremhæves som det afgjørende ved bestemmelsen af, om dette skal betraktes som ran eller som spildeværk: hvorvidt ejeren er tilstede ved bemæktigelsen eller ikke), og hvor alle håndskrifter sætter ransboden til en halv mark. Noget tilsvarende til G. L. 143 findes heller ikke i den nye lov. Aldeles uregelmæssikt sætter M. L. VII. 32 for den, der egenmæktigen tager sit indsatte kvæg tilbage, uden at ville betale den skade, det har gjort på den andens mark (loku-rán), boden til en mark for hovedmanden og 2 ører for hver af hans ledsagere til indsætteren, og ligeledes art. 33 for indsætteren en marks bod til kvægets ejer, hvis han nækter at udlevere ham det mod tilstrækkelig sikkerhed for erstatningen; næktede han fremdeles modvillig at udlevere kvæget og erlægge boden, var han derhos brødig mark til kongen „for búrán“. – For at anmasse sig en andens havneplads (hafnar-rán) sætter B. L. IX. 14 og 15 en marks bod for hver af besætningen, halft til kongen og halft til den fornærmede. – En halv marks bod til kongen
- ↑ Den riktige læsning af M. L. VII. 43 er vistnok: Nú rænir maðr annan þjóðgötu, þá skal harm gjalda konungi hálfa mörk silfrs, svá ok hit sama, ef maðr rænir mann handráni, ok þeim fullrétti, er ræntr var .... Nú rænir maðr annan setrgötu eða rekstri þeim, er verit hefir at fornu fari, bœti til konungi hálfa mörk silfrs fyrir vegar-rán, ok hafi hinn götu sína som aðr. – I overensstemmelse hermed må noten 3 i Forelæsn. over Retshist. I. S. 217 beriktiges.
