foreskrives derimod, – foruden, som anført, for håndrán og afspærring af veje, – i M. L. VII. 11 (G. L. 77) for næktelse af at fravige utagen jord, samt i VII. 16 (G. L. 88) for at tage en jord i besiddelse, hvortil en anden var berettiget (jarðar-rán); i M. L. VII. 40 (G. L. 81) for ikke at fare af hjemhagen i betimelig tid (gras-rán) samt i M. L. VIII. 3 (G. L. 35) for næktelse af at betale vitterlig gjæld. For ulovlig selvtækt var boden efter M. L. VIII. 1 uregelmæssigen sat til 3 ører. – I alle disse tilfælde tilkom den fornærmede såvel erstatning som fuld ret efter 6 mænds dom. – Næktelse af at efterkomme lagtingets dom eller lagmandens orskurd (jfr. F. L. Indl. 16) bødedes efter M. L. I. 5 og 10 med 4 mark til kongen, og samme bod sætter M. L. I. 8 for dombrud i almindelighed, hvilket dog alene er at forstå om misgjerningssager, der drog útlegð efter sig, hvor dombruddet allerede ved Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 46) var belagt med 15 marks bod til kongen foruden 18 ører til domhaveren.[1]
III. Bedrageri (fox, flærð, fár, fals) omtales på mange steder i lovene, såsom: ulovlikt eller uhjemlet salg og fremlán (G. L. 48 og 49; M. L. VIII. 19); dobbelt pantsætning (G. L. 50; M. L. VIII. 20); svig under arveskifte (G. L. 123; M. L. V. 18); svig ved værgemål (F. L. IX. 23, 28, XI. 9; M. L. V. 3); svig i fuldmaktsforhold (F. L; XIV. 1 og 2; M. L. VI. 17 og VII. 26 og 7) m. fl. Det synes ikke i ahnindelighed at have medført særskilt bod; hvorimod den regelmæssige bod for retsfornæktelse selvfølgelig matte komme til anvendelse, nar bedrageren næktede at oprette modparten hans tab (jfr. Forel. over Retshist. § 32). Af særskilte straffebud forekommer alene
- ↑ Jfr. Hertzberg, Den ældste norske Proces, S. 100 fgg.
