Dette ord forekommer kun 3, 4 gange i den gamle literatur og udelukkende i skrifter, forfattede paa Island. Saavidt mig bekjendt, have alle fortolkere, undtagen provst Fritzner, forstaaet det om den øverste stok i hver langvæg af en laftbygning. I samme betydning, men forandret til brynås, bruges ordet endnu i Vestergötland.[1] Derimod træffes det ikke i vort folkesprog, som betegner den omtalte vægstok med navnet garlægje, raftestok, raftall eller aalestok.
Som bemerket, har provst Fritzner her en anden opfatning end den sedvanlige. Saaledes forklares brúnáss i den første udgave af hans ordbog, dog med tilføjet spørsmaalstegn, om den „øverste tagbjelke eller en af de samme nærmest liggende sidebjelker?“ Dette rettes i tillægget til „den nederste tagaas“. Men i 3dje hefte af bogens nye udgave vender forfatteren tilbage til sin første forklaring, idet han, dog nu med fuld sikkerhed, gjengiver ordet med „mønsaas, den øverste i tagets top liggende tagaas“. Hvad der fra først af synes at have ledet forfatteren ind paa denne opfatning, er, som han senere udtaler, at ordet áss, som betegning for en bygningsdel, altid maa forstaaes om en tagaas. Dette er, som bekjendt, en af de efter tagets længderetning gaaende bjelker, der kun paa enkelte punkter have nogen understøttelse, mens de forøvrigt ligge frit. Men om ogsaa ordet áss, naar det anvendes under de nævnte omstændigheder, maatte have denne særlige be-
- ↑ Vestergötl. Fornminnesför. tidskr., I, 26.
