herjet i de Par sidste Aar af den store nordiske Krig, ja at bevæge Sverige til at tillade, at en russisk Hær gjennem Jemteland førtes ind i Throndhjems Stift, alt for at skaffe Hertugen den tabte Del af Slesvig tilbage.
Nu kom de i Rusland ansatte danske og norske Mænd, naturligvis først og fremst Søkrigerne, i en meget vanskelig Stilling. De fleste af dem viste sig at være trofaste Mænd, hvem en Krig mod det gamle Fædreland og deres fødte Konge forekom at være det værste af alt. Gesandten Westphalen kunde derfor i saa Henseende give gunstige Indberetninger om, at hine Landsmænd vare meget utilbøielige til i Tilfælde at kjæmpe mod Danmark, hvorhos de ogsaa trøstede Gesandten med, at den russiske Flaades Tilstand i Virkeligheden var saa skrøbelig, og at den danske Flaade var saa overlegen, at der ikke var stor Grund til Frygt for en Søkrig.[1] Kun faa ildesindede Danske og Norske gaves, af hvilke vi allerede have nævnt de vigtigste, Wilster og Bredal, medens den gamle Cruys og Sivers, paa den Tid vistnok de indflydelsesrigeste i den hele Coloni, vare meget velvillige mod Danmark. Danske og Norske i Petersburg udtalte i Fortrolighed for Westphalen, at de haabede, at „der endnu vare Tordenskjolder i den danske Flaade“, og Cruys anbefalede den tidligere nævnte Søofficier Grip, der for Tiden opholdt sig i Lübeck, som en Mand, der kunde gjøre stor Nytte paa den danske Flaade.[2]
- ↑ F. Schiern, Historiske Studier. II, S. 303 flg.
- ↑ Depeche af April 1726: „Nos mariniers Danois et Norvègiens, qui sont ici, sont d’opinion, que le canal de Calmar est l’endroit, ou nous devons méditer de frapper nôtre coup de partie contre cette flotte Plutone, que les galières Russes et cela à tout prix. Il y a encore, disent ils, de thornskioldt (!) dans la flotte Danoise“.
