med halv eller fjerdedels bod til den fornærmede, alt eftersom den var følge af en unødig handling, såsom at skyde eller kaste over hus, skib o. dl., eller denne var foretagen i nyttikt øjemed (jfr. Chr. V. L. 6–11–3 og 4). Til kongen skulde aldrig bødes for vådesgjerning. Derhos tilføjer loven udtrykkelig, at det ligefuldt skal betraktes som forsætlig legemsfornærmelse, om man tager fejl af gjenstanden for angrebet; men nar nogen frivillig indlader sig i brydning eller leg med en anden, må hver passe sig selv, og intet ansvar følger af det mén, som den ene mod sin vilje kommer til at gjøre den anden[1] (Chr. V. L. 6–11–5 og 6). – At løbe imod nogen medførte intet ansvar, når man stansede af sig selv (arga-fas).
Om skade af andres husdyr indeholder M. L. IV. 22 de samme bestemmelser som de ældre love.
Til legemsfornærmelser må også henregnes voldtækt (at brjóta konu til svefnis). Det var efter de ældre love fredløshedssag (jfr. Fagrsk. kap. 17), og matte efter G. L. 199 afsones med dobbelt ret til den krænkede kvinde og 40 marks bod til kongen. Kvinden skulde strax påtale den lidte krænkelse, da hun i andet fald tapte sin ret (svarta-slag hit hvita, B. K. R. (II.) 13). Jfr. B. R. 46 og 96. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 45, M. L. IV. 4) blev voldtækt derimod gjort til ubødesag. – Forsøg derpå straffedes arbitrært, dog så at den skyldige matte beholde livet.
På grænsen mod ærefornærmelser stod lejermål med en mands hustru, fæstekvinde eller kvindelige pårørende.[2]
