„i Arrest af Feltmarschal Aschenberg, fordi han havde tjent her i Danmark“. Det siges ikke, naar, hvor eller hvorlænge han har været sin Frihed berøvet, men kun at det var, før han (1686) blev Prest til Inderøen d. e. Vikar for Sognepresten til Frue Kirke i Throndhjem, hvis Præbende Inderøens Kald var. Man kan vel ikke forklare denne Ytring anderledes, end at han blev gjort til Krigsfange og sluppen løs ved Fredsslutningen, hvilket atter synes at maatte lægge Tvivl over den afskyelige Historie, som Hammond beretter,[1] at han paa en Herregaard i Skaane havde hugget Hovedet af en adelig Frøken, der ikke hurtig nok var kommen bort, fordi han ikke turde give sig Tid til at lukke Laasen op paa den Guldkjæde, hun bar om Halsen. Havde han været skyldig i en saadan Nidingsdaad, var han vel neppe kommen derfra med Livet, naar han faldt i Fiendens Hænder. 1686 blev han – som nævnt – Prest til Inderøen, og hvor lidet man end ved om hans tidligere Aar, maa det dog ansees for vist, at hans Rygte var slet, og at hans Sæder ikke var blevne forbedrede ved Kriger-Livet. Det sees af et Brev fra Eiler Hagerup, da Personelkapellan til Kværnes, dat. 29de August 1711,[2] at han har været borte en Tid, men da var vendt tilbage til sin Menighed, hvor han havde gjort stor Skandale ved under Gudstjenesten at borttage Brødet og Vinen for sin Medtjener, saa Menigheden maatte forlade Kirken, uden at den hellige Handling blev fuldbyrdet. Er denne Historie mer end et løst Rygte, saa maa den rimeligvis skrive sig fra hans første Embedstid, da der fra 1700 til 1711 intet herom findes indberettet til Regjeringen, der dog neppe kunde blive
