holdt i Uvidenhed om en saadan Skandale. En stor Bitterhed mod ham maa efter dette Brev have været herskende i Menigheden, og maaske den har fundet Næring ved Rygtet om hans – formentlig – svenske Fødsel, der synes at have fundet Tiltro og at have været en medvirkende Grund til, at de militære Auktoriteter fandt at burde behandle ham som en mistænkelig Person. De havde dog flere Beskyldninger imod ham, navnlig at han havde overtalt Bønderne til ikke at skyde paa Fienden. General Budde havde tjent i Smaalenene under Karl XII’s Indfald 1716 og har vel derfra medbragt de slette Tanker om Bøndernes Forhold overfor Fienden, der synes at have været almindelige hos de høiere Officierer. Vi finde dem udtalte hos Grev Sponneck og statholderen Baron Krag. Wesseltoft havde imidlertid gjort, hvad han kunde. Ved Fiendens Indfald havde han foranstaltet den fornødne „Land og Sø Vagt“, sat Lensmanden som Sergeant og Bonden Peder Wist som Korporal til med sine „Mandhusinger“ at „an og opholde alle flygtige Marrodere, som havde flyd fra Skoger og stene Skandser, da Fienden faldt ind“. En flygtende Soldat og 2 Landdragoner bleve ogsaa anholdte, medens Presten var hos dem, men Lensmanden gav dem løs og sendte dem afsted tilbaads, hvorpaa de Mil ude i Fjorden paa Raavigen tog sig til at udplyndre en frugtsommelig Soldaterkone, der døde af Mishandlingen. Presten havde derhos kjøbt „Lod og Krudt og Flinter“ og overgivet det til en Medhjælpers Kone, der skulde uddele det til Almuen. Han havde modtaget en „Trudselsordre“ fra den svenske Kommandant i Skogers Skandse, Faber, gaaende ud paa, at han skulde paalyse og Lensmanden og Almuen forskaffe Kreaturer, Sild og Mel og bringe det op til Skandsen. En svensk Lieutenant
