Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/373

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

udødelige“ i en noget senere Tid[1] udtrykkelig omtales som indfødt græske.[2]

6. Ophold i Konstantinopel. Efter Toget i Bulgarien nævner Nikulitzas ingen udenbys Krigstjeneste af Harald; det er tydeligt, at han fra Høsten 1041 har havt sin Station i Hovedstaden. Dette fremgaar bedst af de nye værdigheder, han erhvervede. Allerede efter det første Felttog blev Harald „Manglabit“ d. e. indlemmet i det Korps, der gjorde den indre Tjeneste i Paladset. Manglabiter (μαγγλαβιται eller μαγκλαβιται), egtl. Rembærere, omtales hyppigt af Konstantin Porfyrogennetos som de, der gik i Spidsen for alle keiserlige Processioner som Herolder eller deltog i alle Ceremonier i Paladset; de vare af Rang med Spatharier (Livgarden). Dette har for Haralds Vedkommende været en personlig Udmærkelse, som har knyttet ham til Hoffet og foranlediget, at den Væringeafdeling, han anførte, har faaet fast Station i Hovedstaden, hvilket ikke forhindrede, at han i Spidsen for den med Keiserens øvrige Hustropper drog med til Bulgarien. Af Marschruten og Navnet Mosynopolis (i det østlige Makedonien) sees, at Hæren var paa Hjemturen – altsaa til Stationen i Hovedstaden –, da Harald blev udnævnt til „Spatharokandidat“. Denne Forfremme1se gjorde ingen Forandring i hans Virksomhed, thi „Spatharokandidat“ – egtl. Officer blandt Spatharierne – betegnede ikke længer nogen Stilling eller Embede, men kun en Rang, som kunde uddeles til mange Slags civile eller militære

  1. Se Anna Komnena I, 120 (αθανατοι).
  2. Wassilievskis Formodning, at οἱ μεγαθυμοι skulde være et Slags Oversættelse af Tilnavnet „harðráði“ – som Harald selvfølgelig først fik flere Aar senere under sin Regjering i Norge – behøver vel ingen Gjendrivelse.