Keiseren selv, kan der ikke være Tvivl om, at han kun har deltaget i den sidste Del af Krigen eller rettere det eneste krigerske Tog, hvori Keiseren deltog, i den 2den Halvdel af 1041. De egentlige Kongesagaer kjende intet til Haralds optræden i Bulgarien; kun Skalden Thjodolv kalder ham leilighedsvis „Bulgarernes Brænder“, hvoraf allerede Munch med Rette sluttede, at Harald deltog i Bekjæmpelsen af Delianos’s Oprør 1040–41. Munch formodede her, at den Bedrift, som Kedrenos tillægger de høisindedes Legion – et seirrigt Udfald fra Thessalonika med Bistand fra St. Demetrios –, maatte overlades Harald og hans Væringer, navnlig paa Grund af Ligheden med en Legende, hvori St. Olav spiller omtrent samme Rolle som St. Demetrios,[1] og skjønt Munch senere begyndte at tvivle om Rigtigheden af sin egen Formodning,[2] er denne dog gjennem Antiquités Russes naaet til Rusland, hvor Wassilievski godkjender den. Imidlertid kan det vises, at denne Legende om St. Olav i den norsk-islandske Literatur oprindelig har tilhørt en Tradition fra 12te Aarhundrede, hvor den har en historisk Baggrund, og først langt senere er bleven knyttet til Harald, der som St. Olavs Broder for den legendariske Opfatning kunde synes at have bedre Ret til den. Der bør vel heller ingen Tvivl være om, at „de Høisindede“ (οἱ μεγαθυμοι) ikke var Navnet paa et Korps af udenlandske Leietropper – disse benævnes altid efter sin Nation – men paa et Troppekorps af den regulære græske Armé, ligesom „de
