udmærket sig paa det glorværdige Felttog i Sicilien. Disse Oplysninger har Nikulitzas da medtaget i sin Fremstilling, men dennes Hensigt er ikke at give detaljerede Oplysninger til Haralds Historie, kun at fremhæve, hvilke Titler han opnaaede i græsk Tjeneste, samt hvilke Felttog der havde foranlediget Forfremmelsen. Dette maa man have for Øie, naar vi i det følgende skulle uddrage historiske Data af Beretningen og gjennemgaa de nye Oplysninger, den giver os.
1. Haralds Herkomst. Vi kan ikke af den græske Forfatter vente nye Oplysninger om Haralds Herkomst og Slægtskab, som er os bekjendt nok fra Kongesagaerne. Hvad der berettes, har imidlertid nok sin Betydning deri, at man kan se, hvad Harald eller hans Følge berettede om ham til Byzantinerne. Det forstaar sig vel af sig selv, at Harald fremstillede sin Herkomst og sine tidligere Forhold saa glimrende som muligt uden at gaa Sandheden for nær. Nu var Harald ganske vist kun yngste Søn af en rig Godseier, der vistnok førte Kongenavn over en liden norsk Provins, Ringerike; men han var dog Halvbroder af en berømt og i sin Tid mægtig Konge i Norden, Olav den hellige. Harald var tillige for ung til at kunne have indtaget nogen Stilling ved sin Halvbroders Hof, thi Olavs regjerende Myndighed ophørte med 1028, da Harald var 13 Aar gammel; men da Olav 2 Aar senere forsøgte at vinde sit Rige tilbage, samlede Harald en stor Skare Tilhængere, deltog i Spidsen for disse i Kampen for sin Broder og spillede saaledes for et øieblik en stor Rolle ved sin Broders Side. Af disse Bestanddele, sete i det mest fordelagtige Lys, er Nikulitzas’s Beretning sammensat: Harald er ikke Søn af en norsk Smaakonge, men „Søn af Kongen i Varangia“, ikke Halvbroder af Kong
