Slottet.“ Med disse Ord forlod han ham. At slaaes var aldrig denne Grev Rantzaus Sag. Han blev saa allarmeret over det barske Aasyn og hevngjerrige Stemme, at han holdt sig inde i mange Dage under Paaskud af at have Podagra, men det var egentlig af Frygt for Rømeling. Den 17 Jan. tvang Beringskiold ham at lade sig i Porte Chaise bære til Slottet. Da Tummelen var over, og al Verden flokkedes til Slottet, gik Rømeling endelig, paa det Ingen skulde tænke, han havde en ond Samvittighed. Da skede det, at Grev Rantzau kom ud fra Kongen, med det blaa Baand om, ud til Couren, hvor hver trængte sig til for at lykønske Helten med sit nye store Hæders Tegn. Rømeling stod midt paa Gulvet og saa til med et fortrædeligt Hjerte. Men i Stedet for, at Grev R. skulde have svaret paa alle de høitidelige Ord, ham bleve sagte, løb han i hele Courens Paasyn lige hen paa Rømeling, tog ham i sin Favn, kyste ham og sagde: „Intet glæder mig saa storligen, som at jeg kan overbevise denne ærlige Mand om, at jeg ingen Fiende er, men at jeg af min ganske Formue tjener mit Fædreneland ligesaa oprigtig som denne værdige og meget brave Mand.“ Den mindste Deel forstod, hvad de saa. Rantzau var bange for koldt Jern, og desaarsag skaffede han Rømeling strax ind i Stats-Raadet, hvor han døde værdig 1775.
Denne Grev Rantzau reiste bort just samme Dag, som den tripolitanske Gesandt havde Audients hos von Osten. Jeg saa selv og hørte, at, da han gik ned i Sluppen, som laa udenfor Palæet i Kalleboderne, sagde han sagtelig til en Mængde Matroser, der stod og saa paa hans Hedenfart: Hurra!, thi han vilde gjerne, Matroserne skulde have beæret ham ved sin Bortgang med et Hurra, men i den Sted vare nogle faa, der fløitede og pebe ham ud,
