ning til at spille Retten over i andre Hænder.[1] Det maatte derfor være ham kjært, at Magister Iver af Omstændighederne havde været tvungen til at udsætte Verkets Optagelse over den lovhjemlede Frist og derved forspildt sin Adkomst. Bonden Gudmund paa Bjøllerud, som baade havde faaet Haandpenge af Magister Iver og desuden Pant i Gaarden Kolstad, kom herved i en meget pinlig Stilling, da han nødig vilde forurette Provsten og heller ei havde Mod til at bryde med den mægtige Foged, saa meget mindre som han isaafald kunde være vis paa, at hans Sønner, som var i Udskrivningsalderen, strax vilde være blevne tagne til soldater og sendte til Grændsen.[2]
Der kan neppe være Tvivl om, at Jørgen Philipssøn kjendte meget godt til, hvorledes Sagen hang sammen, lige saa vel som han maatte vide, at de forhaandenværende Omstændigheder sikkerligen vilde tjene til Undskyldning for Magister Iver, om der paa høiere Steder maatte blive vakt Motion om, hvorfor han ikke i Tide havde benyttet sig af den Bevilling, som var bleven ham meddelt. Da det imidlertid gjaldt at bevare skinnet eller ialfald at overtyde Menigmand om, at Retten til at optage Driften tilkom ham alene, lod han Hovmanden opbyde Opsidderne, for at de skulde blotte den malmholdige Fjeldgrund paa flere Steder. Det skulde være et Tegn paa, at han først havde lagt Haand paa Verket. I Løbet af Sommeren reiste han ind til Christiania. Han bragte da Prøver af Malmen med for at lade dem undersøge, og Oberbergamtet, som
- ↑ Jfr. Lagrettemændene Bane Nestegaard og Gudbrand Angaards Vidnesbyrd, dat. Dovre 6te Juni 1661 (Stath. Arkiv før 1700: Bjergverkerne)
- ↑ Mag. Ivers Indlæg, dat. Christiania 1ste August 1661. Vidneprov, dat. Breen 24de Mai 1661. Skrivelse fra Magister Iver til Gudmund Bjøllerud, dat. Frons Prestegaard 20de April 1659.
