Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/290

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

misbruge det igjen.“ Dermed viste han ham bort.[1] Selv mod Døende kunde han optræde med den samme oprørende Haardhed. En Kvinde i Annexsognet Kvikne skar Struben over paa sig; hun angrede strax Gjerningen og bad sin Broder om at hente Sjælesørgeren, for at han maatte række hende Herrens Legeme og Blod, før hun døde. Men Magister Iver negtede endog at se til Selvmordersken. „Har hun befattet sig med Djævelen – sagde han – saa kan hun og have hannem nu.“ Kapellanen bad da om at maatte reise i hans Sted, men det vilde han ikke paa nogen Maade tillade.[2] Mod Presterne i sit Provsti opførte han sig ikke meget skaansommere, naar han drog ud paa Visitats. Da kunde han skjælde, bande og dominere, saa det var en Gru. Engang tog han ind paa Loms Prestegaard og nød, hvad Huset formaaede. Han blev da – uvist af hvilken Grund – opbragt paa Sognepresten, den gamle og sygelige Hr. Povel Friis, og overfusede ham slig med Skjældsord og Eder, at han maatte rømme ud af sin egen Stue. Da Prestens Hustru vilde lægge sig imellem, truede han hende med, at han nok skulde vide at betale hende efter hendes Mands Død. Da han drog bort fra Gaarden, ønskede han Presten, hans Hustru og hans ganske Hus Djævelen i Vold.[3]

Det var paa denne Tid ikke ualmindeligt, at Presterne betragtede sine Kald som et Slags Biforretninger, som de enten ganske eller for en Del kunde overlade sine Huskapellaner at røgte. Selv optoges de derimod af andre

  1. Carsten Hanssøn beedigede Vidnesbyrd af 9de Juli 1662. Jfr. Amund Almes Forklaring paa Lidstad Thingstue 21de Mai s. A. Retsprotok. f. Gudbrandsdalen f. 1662 (No. 693).
  2. Erik Arntssøns Vidnesbyrd.
  3. Hr. Povel Friis’s Vidnesbyrd, dat. Loms Prestegaard 3die Juli 1662.