Fortørnelse“. Da kommer der Bud til Provsten fra den Gaard, hvor Gravøllet holdtes, at han maa se til en dødssyg Skindfeldmager, som har begjeret sakramentet. Magister Iver negtede længe at reise, idet han paastod, at det kun var en Snare, hans Fiender vilde lægge for ham; „thi – sagde han – nu ved de, at jeg er saa drukken, at jeg ei kan forrette mit Ombud.“ Endelig bestemte, han sig til at reise; men da han saa var kommen ud paa Isen et Stykke fra Gaarden, fik han Bud om, at den syge var død. Han vendte da om igjen og fortsatte Drikkelaget til den lyse Morgen.[1] Ligeoverfor sin Menighed vidste Magister Iver at optræde med megen Myndighed og utidig Strenghed, saa at han derved vakte Forargelse endog hos sine standsfæller. I nogle Thingsvidner, som hans Modstandere senere lod optage, findes nogle ret mærkelige Træk indtagne. Bonden Amund paa Alme havde begaaet Leiermaal med sin Hustru før Bryllupet. Inden Forseelsen endnu var kommen ud i Bygden, var han bleven syg, og Magister Iver betjente ham da med Sakramentet. En stund efter, at han var bleven frisk igjen, maatte han staa aabent skrifte i Hovedkirken og blev derpaa antagen til Altergang. Under Uddelingen af Nadveren standser Magister Iver foran den knælende og vinker til Menigheden, at den skal afbryde Sangen. Han byder Amund at staa op og holder følgende fyndige Skriftetale for ham: „Eftersom den Dannemand for nogen Tid siden udi hans Svaghed er betjent med Sakramentet, saa ville vi nu ei
- ↑ Provsterettens Dom af 9de Juli 1662. Vidnesbyrd, aflagte af Anders Sørenssøn, Anders Nilssøn, Christen Christenssøn, Jens Svendssøn og Samuel Sachariassøn. Det maa dog bemærkes, at de tre førstnævnte var Magister Ivers afsagte Fiender.
