og hendes Søn Erling. Allerede Lucas Debes var opmærksom paa Peder Claussøns Fortælling om den Erling, der gav sig ud for Sverres Søn med Astrid Roesdatter, og som efter Sverres Død vakte adskillig Uro paa Færøerne, inden han drog til Kong Philippus i Viken,[1] og da man i Kalsø ovenfor Mikedal havde sagn om et Slag mellem tvende Hære, gjættede Debes, at Sagnet muligens kunde henføres til hin Erling. Alt dette findes naturligvis igjen hos Schrøter, men betydelig udvidet og forbedret. Slaget paa Kalsø er kun det sidste af 3 Slag; desuden ved Schrøter, at Erling byggede sig en Borg i Thorshavn, hvorfor han kaldtes Borgharrin, og saaledes kaldes han i et Vers om Slaget i Skálabotn. Nu vides det, at Magnus Heinessøn var den første, der byggede en befæstet Skanse i Thorshavn;[2] det er saaledes rimeligt, at han er „Borgharrin“, og at Schrøter har flyttet verset fra ham til Erling. Om Erlings Moder beretter Schrøter, at hun var trolovet med Sverre, som avlede flere Børn med hende, at hun endelig Aaret efter Sverres Afreise fødte Sønnen Erling, som Sverre ikke vilde erkjende for sin Søn; at Sverre derfor aldrig hentede hende over til Norge, men da hendes Søn Haakon blev Konge, lod han sin Moder hente til sig, gav hende en Gaard at bo i nær Throndhjem, og gav hende et helligt Klenodie, som var viet i Jorsal, hvorpaa Jesus og Jomfru Maria vare satte“. Hvis dette var et ægte Sagn, vilde det give mærkelige Oplysninger om Sverres Familjeforhold og bl. a. oplyse et dunkelt Sted i Sverres Saga; men desværre – her har ikke blot Schrøters Fantasi spillet ham et Puds, men en ligesaa fantasirig Forskers Hjernespind har forledet Schrøter til at indkorrigere
