disse i sit „Sagn“. Faa Aar før Schrøters Folkesagn blev trykte i Antiquarisk Tidsskrift, havde Finn Magnussøn skrevet en Afhandling i „Annaler f. nord. Oldk.“ (1846) om et i Skotland fundet Spænde og med en mærkelig Kombinationsevne opstillet en Række Formodninger om Spændets Historie. Paa Spændet læste han Navnene Malfrida og Asfrida, og da Spændet var fundet i Nærheden af Largs, kunde det have tilhørt en af de i Slaget 1263 kjæmpende Nordmænd, maaske Kongen selv. I Malfrida saa han da Sigurd Jorsalafarers Dronning og viste, at fra hende kunde Spændet være givet til Datteren Christina, fra hende til hendes Søn Magnus Erlingssøn, efter hans Død kunde Sverre have taget det i Besiddelse og givet det til sin Hustru, denne igjen til sin Søn Haakon o. s. v. Sverres Hustru, mener han videre, var den Astrid Roesdatter, hvis Søn Erling Sverre ikke vilde erkjende som sin, og den samme som den Astrid, der i 1209 boede paa Bakke ved Throndhjem og kaldes en Slægtning af Haakon Haakonssøn; hun er da den, som paa Spænden kaldes Asfrida. Disse Formodninger, der gjensidig skulde støtte hinanden, hvile imidlertid alle paa en meget løs Grund. Paa Spændet, der findes afbildet i Stephens Old-Northern Runic Monuments, 2det Bind S. 591, skal det første Navn ikke læses Malfrida, men Malbritha (ɔ: det gæliske Navn Mael-brigt); det andet Navn er usikrere, nærmest ser det ud som Alfred; ialfald er det saaledes sikkert, at enhver Forbindelse mellem Spændet og den norske Kongehistorie maa opgives. Kong Sverres Ægteskab med Astrid Roesdatter hviler paa lige saa løs Grund; den Omstændighed, at han havde (eller paastodes at have) et Barn med denne Kvinde, kan dog ikke bevise, at han var gift med hende, som Finn Magnussøn synes at mene. For at vise, at
