Naustdal, † 1277, eller hans Søn Eiliv, der var Ridder i 1309). Men selv om Folketraditionen i Auduns Hjemstavn har opfattet Striden med en Nabo i Naustdal som Aarsagen til hans Afstraffelse og hertil endog føiet Drabet paa hans egen Vaabendrager, kan dette ikke ansees for gyldig Anledning til Fængsling og Henrettelse, – end sige til Konfiskation af Odelsgods, hvortil Loven krævede „Nidingsværk“. Heller ikke dette Sagn kan saaledes være historisk, hvad man heller ikke kunde vente af en Beretning, optegnet over 500 Aar efter Begivenhederne.
Af nyere Hypotheser slutter den ene (Werlauffs) sig ganske til det i den Bergenske Indberetning omtalte Sagn, eller rettere til de derved fremkaldte Kombinationer. Oldforskeren Arendt havde nemlig ved Hjelp af dette Sagn, af Ligstenen fra Fjære og af et for Leiligheden fabrikeret Lokalsagn fundet ud, at Forbindelsen mellem Audun Hugleikssøn og den udenlandske Prinsesse havde havt en Datters Fødsel tilfølge, om hvilken hin Ligsten bar Vidnesbyrd, og Werlauff, der ikke kjendte Sagnets Gehalt, søgte som Følge heraf Auduns Brøde i hans Forgaaelse mod den franske Prinsesse. Om denne Hypotheses Umulighed kan jeg henvise til Munchs Udvikling[1] og til min Afhandling i det foregaaende Bind af nærværende Tidsskrift, side 207–10.
P. A. Munch har opstillet flere Forklaringsgrunde for Auduns Fængsling og Henrettelse: dels tænker han sig, at Audun har vægret sig ved at underkaste sig den nye Konge og enten ikke villet opgive Tønsberghus eller søgt at hindre hans Hylding, dels anser han det sandsynligt, at Kongen har krævet ham til Regnskab for de franske Subsidiepenge, dels tager han ogsaa Sagnet om „Hersen
- ↑ IV, 1, 259 Note og 349.
