reisende franske Gesandter at underhandle om Giftermaalet, og da disse ikke bragte nogen Giftermaalskontrakt istand, var dermed Sagen ude: Forbundet med Frankrige ophørte af sig selv, fordi den Situation, som havde fremkaldt det, havde ophørt at virke, derfor opgaves ogsaa det af Situationen fremkaldte Giftermaalsprojekt.
Det andet sagn om Auduns Skjæbne synes ligeledes at gjengive en virkelig Folketradition, om end heller ikke denne er ganske usminket. Biskop Neumann gjengiver dette Sagn saaledes (Budstikken V, 578): „Ridder Audun til Aalhus vilde utilbørligt udvide sin Magt og laa derfor ideligt i Strid med en Herse i Naustdal; dette mishagede Kongen, som lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld sine Skatte, sænkede sit store Sølvbord i Jølstervandet og begav sig afsted, ledsaget af sin Vaabendrager. Medens de hvilede underveis, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem og gav sig til at skrige ynkeligt. Audun, der vidste, at Vaabendrageren forstod at tyde Fugleskrig, spurgte ham, om han skjønnede, hvad Ravnen sagde. Ja, var Vaabendragerens Svar, den siger, at du drager bort, men kommer aldrig tilbage. Det skal du have løiet, sagde Audun, spendte sin Bue, skjød Vaabendrageren ihjel og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet.“ Et mistænkeligt Træk i denne Beretning er, at Auduns Modstander i Naustdal bærer den antikverede Titel „Herse“, hvilket smager af 19de Aarhundrede og aabenbart er indsat af Biskop Neumann (Sagnet har rimeligvis kaldt ham „Kjæmpe“ eller „Ridder“); derimod kunde det pege paa en gammel Tradition, at Kongen forudsættes at bo i Bergen, og det kan ogsaa gjerne være, at, som Munch formoder efter Sagnet, Audun har ligget i Strid med den Høvdingeæt, der boede i Naustdal (Lendermanden Eiliv i
