uhæderligt, thi Hirdmanden Jon Aslakssøn, som indsatte Kong Erik og Audun til executores testamenti, benævner ham med dette Tilnavn i sit Testament.[1] Absalon Pederssøn mener, at Audun kaldtes saa, „fordi han gav Heste først Korn i Norge at æde“, – en meget naturlig Gjætning, da hestakorn kun er en omskrivning for Havre:[2] men i denne almindelige Form kan dog ikke Forklaringen gjælde, thi man ser af Eidsivathings ældre Kristenret fra Midten af 12te Aarhundrede, at paa Biskopens Visitatsreiser blev paa Prestegaardene hans Ridehest og Bagagehest fodrede med Korn, medens hans Følgesmænds Heste kun fik Hø og Presternes Heste ligeledes blot Hø,[3] og hvis man tør tro Snorres Skildring af Olav den helliges Ophold hos Sigurd Syr paa Ringerike, lod denne de Besøgendes Heste fodre med Korn.[4] Det synes altsaa, at paa Østlandet brugtes det allerede før Auduns Tid at fodre ialfald Biskopers og Kongers Heste med Havre. Det kan saaledes tænkes, at enten har Audun optaget Skikken fra Hoffet og anvendt den paa sit eget Stutteri eller ogsaa overhovedet indført den paa Vestlandet; i begge Tilfælde kan hans samtidige have betragtet det baade som en Forbedring og som et Bevis paa Overmod og Luxus, og Tilnavnet saaledes i forskjelliges Mund have været et Hædersnavn eller et Øgenavn.
De kortfattede Annaler fra 14de Aarhundrede har ingen Oplysning om, hvilken Forbrydelse Audun havde begaaet, eller hvad han blev dømt for. At det maa have
