vermynt, och 2ne Sveriges Lappar å samma ort till hvar 9 m₻ do mynt“. Man ser saaledes, at svenske Domstole dømte norske Lapper. Det er ikke klart, om Forseelsen er begaaet paa norsk eller svensk Grund, men det sidste er vel rimeligt efter den Adresse, Povel Rosen gav sin Anklage. Imidlertid blev Straffen skjærpet med Udtryk, der tydeligen viser, at den svenske Dommer har været sig bevidst, at han dømte den dansk-norske Konges Undersaatter for hvad de som saadanne havde forbrudt.
Povel Resens temmelig vidtløftige Skildring af Finnernes religiøse og moralske Forhold, der er meget interessant og tyder paa en skarp Iagttager, vedkommer os ikke her. Hans Antydninger af hvad der i denne Henseende var at gjøre finder vi i den kongelige Befaling af 18 Novbr. 1707 til Amtmand Erik Lorch. Den gaar ud paa Opførelsen af 2 Kirker og 6 Skolebygninger. Kirkerne skulde staa 1) paa Tanafors-Holm og 2) ved (paa?) Reinøen i Porsangerfjord eller paa Fjeldet mellem Laxefjord og Porsanger. Skolerne skulde oprettes 1) ved Komagfjord, 2) ved Balsfjorden, 3) i Langfjord-Botten i Senjen, 4) i Salten i en Skov kaldet „Salteverring Skov“, 5) i Ranen, 6) et Sted i Overhalden, Snaasen eller Finlierne. Midler hertil kunde tilvejebringes dels af de bedre aflagte nordlandske Prestekald, naar de blev ledige, dels af de finmarkske Kirkers Midler. Disse tyder paa, at der maa have været gode Tider deroppe. Han oplyser nemlig, at „fra 1580 til 1688 har alle Kirkerne i Finmarken ikke nogensinde havt 200 Voger Fisk tilgode paa een Tid, men fra 1688–99 var Beholdningernes Summa voxet til 9171 Voger, som end siden dend Tid til 4–5000
