ledes som nu mældt er, effter deris Lands Situations deeling af Naturen, eller effter andre Tractater og afhandlinger Rigerne imellem, burde nogle høre Norriges Crone till; Ikke dismindre saa befindis dog moxen alle rætte Fjeld-Lapper, som før er meldt, enten de jure, eller de facto, eller de utroqve til de Svenske Lappe-Menigheder og Tingstæder henhørige, og det uden tvifl af den aarsage, at till datum er endnu ingen inqvisition af voris fogder, eller viss anstalt giort ibland dem, uden at de kommer frem till os, naar de self vill og kand og bliver borte naar de ikke vill og kand; contribuerer naar og hvad de vill og kand, og entholder sig, naar de vill og kand“. Om Lapperne i Ranen og Vefsen, over hvilke der var ført Mandtal, troede han, at de altid havde hørt under norsk Jurisdiktion, da endog Svenskerne kaldte dem „Norriges Lapper“ – medens de dog ansaa dem for „rættelig at være Sveriges Lapper“. Han bragte imidlertid i Erfaring, at de i Februar 1707 alle var dragne til svenske Markeder og Thing-Steder i Aasele Lapmark (Sverige). Et andet mærkeligt Exempel paa de uklare Jurisdiktions-Forhold deroppe afgiver et Brev til P. Resen fra Landshøvding (?) M. Brostadius, dat. Umeå 6 Maj 1707. Resen havde under sin Rejse skrevet fra Tanafors-Holm 14 Oktbr. 1706, fra Sirkisvoma 7 Decbr. og fra Silbojok 26 Decbr. s. A. Efter disse Breve havde han „haft største førtret“ formedelst Lappernes Uvillighed til at skaffe ham Renskyds. Brostadius melder nu, at de er indkaldte og de skyldige straffede, „särdeles de i Piteå Lapmark värande 2ne Lappar ifrån Norge Lars Sjutelsön och Amund Joensön, som nesligen svarat sin konung[s] utskickade herre, hvilke blefve dömbde till hvar sine 40 m₻ silf-
