der tjener sig op i Krigene og saa bliver belønnet med „Navnbøder“; men det ser dog ud til, at denne Forskjel udjevnes allerede i næste Led, naar standsmæssige Ægteskaber har knyttet de „nye Mænd“ til de ældres Kreds eller forøvrigt deres Jordbesiddelse. For den senere Del af Haakon Haakonssøns Tid gjelder den samme Usikkerhed; de, hvis Slægt vi kan paavise, er enten Lendermands-Sønner eller, hvad der regnes for lige saa høit, er beslægtet med Kongerne eller endelig Sønner af Biskoper, der jo havde Rang over Lendermænd. Kun om meget faa, som Ogmund Krøkedans, kan ingen Oplysninger gives, og han maa da antages at have tjent sig op i Krigen; om de fleste andre, hvis Slægt er ubekjendt, antyder dog i Regelen Gaardsnavnene, at de hørte til gamle Odelsslægter. Ganske de samme Forhold synes at finde Sted under Magnus og hans Sønner; selv hvor vi ikke kan paavise Nedstammelse fra Lendermænd eller Slægtskab med Kongeætten, synes dog overalt Jordbesiddelse at danne det sociale Grundlag og Støttepunkt. Derimod synes i disse sidstes Tid Niveauet at synke. Dels bliver de gamle Slægter, saa vidt vi kan se, færre, idet nogle af dem som Blindheimsætten (1228) og Giskeætten (1265), døde ud i Løbet af Aarhundredet, og skjønt dette vistnok for Samtiden havde mindre at sige, da ogsaa det gjennem Kvindeled arvede eller ved Giftermaal erhvervede Jordegods gav samme Anseelse som den, Faderen overførte paa Sønnen; men Betydning fik dette derved, at Slægtgodset ved Arvedøtrenes „standsmæssige“ Forbindelser overførtes til allerede før rige og ansete slægter og saaledes 1 Nummer forsvandt af den ikke før talrige Kreds. Dels ser vi ogsaa Slægter, der som Stovreimsætten og Melsætten trækker sig tilbage fra eller ialfald ikke længer benyttes
