til Rigsstyrelsen. Endelig kommer dertil, at under den svage Kong Erik enkelte store Baroner driver selvstændig Politik og enten ender i Kamp mod Standsbrødre (som Hallkel Krøkedans) eller falder i Opposition mod Kongemagten, som Alv Erlingssøn og Audun Hugleikssøn. Da Kong Erik i 1299 efterfølges af sin kraftigere Broder Haakon Magnussøn, er Lendermændenes eller Baronernes Kreds saa betydelig indskrænket, at der ligefrem trængtes en Udvidelse, hvis Systemet fremdeles skulde bestaa. Og da er det paatageligt, at, som P. A. Munch med Rette antog, Haakon i Regelen er gaaet udenfor de „regjerende“ Slægter og har søgt sine Baroner blandt de mere regjeringsdygtige Mænd af lavere Rang. Vistnok er de gamle Slægter ogsaa repræsenteret blandt Kong Haakons nye Baroner – i Vidkunn Erlingssøn († 1302), der dog maaske var udnævnt af Kong Erik, og ialfald i Ogmund Dans –, men flere af de nye hører til Haakons ældre Omgivelser fra hans Hertugtid, og næsten alle synes at høre til Godseier- eller Ridder-Aristokratiet. At Kong Haakon her har handlet efter en bevidst Plan, tør sluttes dels af, at de ældre Slægter fremdeles havde Repræsentanter inden Hirden uden at opnaa Baronværdighed (som Brynjulv Jonssøn af Hvaal, Eiliv Eilivssøn af Naustdal o. fl.), dels deraf at han med ét Slag afskaffede Baronværdigheden, da han mærkede, at der ogsaa inden den nye Kreds fandtes Spirer til en selvstændig Opposition. Forordningen af 1308, der bestemte, at Lendermandsværdigheden skulde uddø med de endnu levende Lendermænd, har derfor mere en politisk end social Betydning og opfattedes vistnok ogsaa saaledes af Samtiden; Oppositionen mod den nye Regjeringsorden udgaar ikke fra de gamle Slægter, thi disses Repræsentanter, som Bjarne Erlingssøn og Thore Biskopssøn,
