Viken sluttes dog kun af, at en Lendermand af samme Navn – muligens hans Sønnesøn – findes i Viken i 1094.
Paa Oplandene nævnes Dale-Gudbrand paa Hundorp, der ikke blot kjendes fra den legendariske Beretning om Gudbrandsdølernes Omvendelse, men ogsaa fra et Vers af Sigvat Skald, der i Magt stiller ham ved Siden af Erling Skjalgssøn;[1] endvidere har vi de med Kongen besvogrede Thord Guthormssøn paa Steig (Gudbrandsdalen)[2] og Ketil Kalv paa Ringenes (Hedemarken), hvis Sønner senere træffes igjen under Harald haardraade. Af Vestlandets søndre Distrikter findes i Rogaland Erling Skjalgssøn af Sole og Aslak af Finnø,[3] i Hordaland Erlend af Gerde[3] og Aslak af Fitje (eller „Fitjeskalle“);[4] af disse hører Erling og Aslak af Fitje til en gammel Herseæt, der siges at nedstamme fra „Hordakaare“,[5] medens Erlend at Gerde ialfald er Stamfader til en senere mægtig Æt, der kulminerede i Erling Skakke og Magnus Erlingssøn.[6] Fra Fylkerne Agder, Sogn og Fjordene kjendes ingen Lendermænd, medens vi derimod paa Søndmøre har Stamfaderen for Arnmødlingeætten, Arne Arnmodssøn i Giske, og hans Sønner, der blev Lendermænd hos Kong Olav og vandt stor Indflydelse over Mørerne og end nordligere: Thorberg blev Herre paa Giske, Arne havde sit Sæde etsteds i Romsdalen eller Nordmøre, Finn herskede paa Austraat, og Kalv blev, efter at have ægtet Thore Hunds Søster,
