og hans Frænde Haakon Ivarssøn, og da efter Orms Død Haakon bliver Jarl, synes Oplandene at være forenede under ham, thi efter hans Fordrivelse gjør alle Fylker her Oprør. En Menneskealder senere, da Steigarthore var overvundet af Magnus Barfot, synes ogsaa denne kun at have udnævnt én Lendermand paa Oplandene, først Sigurd Hund, og da denne blev landsforvist, Thorgrim Skinnhuva; denne er alene Oplændingernes Anfører paa Toget til Irland i 1103.[1] Og selv fra Kystlandene, hvor Lendermændene synes at have været talrigere, maa man ikke gjøre sig store Forventninger om dette Tal; det er saaledes udtrykkelig fremhævet, at der i 1094 i hele Viken kun var tre Lendermænd foruden Sveinke Steinarssøn, der var etslags Grænsevogter.
Uagtet man paa Forhaand kan vide, at Sagaernes Efterretninger fra 11te Aarhundrede maa være temmelig ufuldstændige, vil det dog ikke være et unaturligt eller unødvendigt Arbeide at gjøre Rede for, hvilke Lendermænd der nævnes under de enkelte Konger; deraf vil komme for Dagen, hvad en lidt senere Eftertid har bevaret om de ledende Mænd og disses Mængde inden de i enkelte Landsdele. For at begynde Undersøgelsen med Olav den hellige, kan vi i Viken kun paapege én Lendermand, Brynjulv Ulvalde, som Kongen i 1017 gav Gaarden Vetteland (i Ranrike) med Lendermandstitel[2] og derved gjorde til stamfader for en Lendermandsæt, der ialfald varede til 1160.[3] Maaske finde vi dog endnu en Lendermand i Viken fra Olavs Tid i Svein Bryggefot, der i 1033 deltog i Reisningen for Olavs Søn; at han var fra
