at være muligt ved Hjelp af de historiske Beretninger at gaa meget længer tilbage. Dette har man tidligere ganske forsømt; P. A. Munch giver først ved Lendermandsværdighedens Ophævelse i 1308 efter Diplomerne en Oversigt over Værdighedens Indehavere, medens han for den tidligere Tid nøier sig med at antage, at det Antal Herser, som efter Snorre fandtes paa Harald Haarfagres Tid, ogsaa gjenfindes blandt Lendermændene i det 13de Aarhundrede. Derved er Munch kommet i en paafaldende Strid med sig selv; da han vilde beregne, hvilken Hærstyrke de norske Lendermænd efter Forordningen af 1273 skulde stille til Kongens Tjeneste, forudsatte han som givet, at der dengang var omtrent 120 Lendermænd i Landet, idet han gik ud fra, „at der var omtrent fire Lendermænd, ligesom tidligere fire Herser, i hvert Fylke, og Antallet af Fylker, eller hvad der kunde regnes lige med Fylker, kan omtrent sættes til 30.“[1] Men i det følgende Bind paaviser Munch i Anledning af Forordningen af 1308, at der da – altsaa kun 35 Aar senere – ifølge Diplomerne neppe var mere end 11 Lendermænd i Riget. En saadan Reduktion – fra c. 120 til 11 – i Løbet af en Generation maa jo ansees for ganske utænkelig, og da, som senere skal sees. Tallet 11 i 1308 snarere er for høit end for lavt, maa Tallet 120 i 1273 ansees for ganske vilkaarligt. Det Tal, som Snorre angiver for en Tid, der ligger over 300 Aar forud for hans egen, kan ikke uden videre overføres paa senere Tider, allermindst paa Tiden efter Snorre. Vi maa først undersøge Beretningens Troværdighed og dernæst for senere Tider prøve fra andre Kilder, om den ogsaa passer for disse Tider.
- ↑ Det norske Folks Historie IV, 1, 549.
