som sædvanlikt, nedsætter boden til 12 ører. Undladelse af at erlægge biskopsreiden belægges i E. K. R. 33 ligeledes med 3 marks bod; men i G. L. 9 med en bod af 3 ører. – Forsømmelse med at yde biskoppen skydsbefordring belægges i G. L. 33 og F. L. II. 44 med 3 ørers og i J. K. R. 6 med øres bod.
Embedsforsømmelser af biskop eller præst havde i almindelighed til følge, at den forsømmelige tapte sin lønning i det ar af vedkommende distrikt; det behandledes således som en borgerlig forseelse, se G. L. 8, 9 og 23; B. K. R. 10 og 12; jfr. E. K. R. 48 og 49; F. L. II. 14, 44 og IV. 8. Nogen anden straf for biskoppens overtrædelse af sit kalds plikter findes selvfølgelig ikke foreskreven i loven, da han forsåvidt alene svarede for pavens domstol. Derimod nævnes i de ældre kristenretter forskjellige tilfælde, hvori præsten for embedsforseelser forfalder i bøder til biskoppen, regelmæssig på 3 mark. Således: for uriktig tilsigelse af faste- eller helligdage, G. L. 15; B. K. R. 13; E. K. R. 10; F. L. II. 22 (3 ører) og J. K. R. 20 ( øre); for utilbørlig næktelse af dåb eller den sidste olje, G. L. 21 og 23; B. K. R. 10 og 12 jfr. (II.) 19; F. L. II. 14; for uforsiktighed med ild i kirken, E. K. R. 35. For vægring af bistand ved edsaflæggelse skulde præsten efter B. R. 37 bøde 3 mark, halft til den, som skulde aflægge eden, og halft til bykassen, jfr. derimod F. L. IV. 8. – Indgriben i en anden præsts kald, for at tilvende sig hans indkomst, belægges i G. L. 23 med en bod af 12 ører til biskoppen; jfr. derimod F. L. II. 17.
