Jespersen, om at finde et Par duelige Mænd, der kunde gaa som Missionærer til Finnerne. Det maa være skeet før 1704, og det er vel ikke urimeligt, at Tanken herom er forebragt Kongen af Dr. Peder selv, der var Helgelænding og saaledes maatte have Kundskab om Finnefolket. Muligt tør det være, at den nærmeste Foranledning har været et af Svenskerne i 1701 foretaget Skridt. I dette Aar fuldførte de nemlig en Kirke i Kautokeino og en i Otzjok og „beskikkede svenske Præster der at boe“. Jakob Munk, som meddeler dette,[1] føjer til: „De Svenske have i de Norske Sørfjelde ved deres Kirkers Opbyggelse udelukt os fra den geistlige Jurisdiction i Kautokeino, Arisbyes og Indiagers Fjeldmarker“. Paa sidstnævnte Sted, der siges at være „en fælles Norsk, Svensk, Russisk Lappebygd“, havde Svenskerne opført Kirke 1646, og et Snes Aar efter havde den svenske Provst i Torne „sendt Missionærer endog over Fjeld-Kjølen ind i Wardøehuus Amt“, hvor de „af den norske Øvrighed blev tolererede“. Tidspunktet angives ikke nøjere end „for en 80 Aar siden“ (før 1746), og det kan saaledes have faldt sammen med den korte Tid (1658–60), da Throndhjems Stift var afstaaet til Sverige. 1701 havde Danmarks og Norges Konge faaet fuld Besked om, hvad Karl XII. var for en Mand, og Tidsomstændighederne kunde nok opfordre ham til at tage vel vare paa Landsdele, hvorom der kunde opkomme Tvist.
Medens Svenskerne saaledes ved kirkelige Foranstaltninger lægger sin Omsorg for Lapperne for Dagen, tager det sig underligt ud at se Forsømmelsen, Ligegyldigheden eller Forglemmelsen hos den dansk-norske Regjering, og
- ↑ Jakob Munk, Norsk Lapmark forklaret etc. 1746. Mskr. se ovenfor.
