blive fremsat, at Skatten burde ydes, fordi Fjeldfinnerne fik Lov at fiske ved Kysten, saa formente Kongen, at de „sådan rättighet at fiskie vid Westerhafvet af alder åtnjutit utan att de derföre skulle tvingas att betala skatt“.[1] Man ser saaledes, at ligesom Grændsen mellem Landene var ubestemt, saa vedblev ogsaa hele 17. Aarhundrede igjennem Spørgsmaalet om, hvilke Fjeldfinner – og hvilke af disse beboede Dele af Indlandet – enhver af Kongerne raadede over, at staa aabent. Det kan imidlertid ikke negtes, at den svenske Regjering gjorde noget for at hævde Besiddelsen af hvad den ansaa for sit, idet den hele Tiden har indseet Nødvendigheden af ikke blot at tage Skat af sine Finner paa Fjeldene, men ogsaa at give dem igjen det bedste, som kunde gives. Om hermed nogen Hensigt at hævde Land fra Norge har været forbunden – som det synes at have været Tilfældet i Karl IX.s Dage – skal vi ikke kunne sige, men Forholdene syntes i høj Grad at maatte opfordre den dansk-norske Konge til ogsaa paa sin Side at ofre noget for det fjernt boende Folk, om han vilde tænke paa at beholde det. Til at opklare dette vilde det have været interessant at vide, naar Fredrik IV. begyndte at tænke paa en Mission – eller vel rettere en fastere ordning af Kirkeforholdene – blandt Fjeldfinnerne, thi at det var disse, og ikke nærmest Søfinnerne, der laa ham paa Hjerte, synes klart at fremgaa af de Dokumenter, som er opbevarede. Fenger fortæller[2] – uden at angive nogen Hjemmel –, at Kongen meget snart efter sin Thronbestigelse (25 Aug. 1699) henvendte sig til sin Confessionarius, Dr. Peder
