göre en rejse til Danmark, og at han tænkte på at lægge hjemvejen over Stockholm og tage sin hustru med derhen.
Martinau optræder i sine rapporter fra denne tid gærne som den overlegne mand i sit forhold til sine nye omgivelser, uagtet rigtignok disse samme rapporter frisk væk levere beviser for, at hans store tanker om sin egen dygtighed og overlegenhed ikke vare aldeles berettigede. Imidlertid havde han dog et vist talent til i sine indberetninger at efterligne den lette diplomatiske tone, og navnlig kan han være ganske heldig som sarkastiker. Dette talent havde han bl. a. også lejlighed til at lægge for dagen i anledning af kronprinsens forventede besög i Norge, der, som man let kan tænke sig, måtte bringe mange besynderligheder frem for dagen. Kristiania var på den tid kun en ganske liden by, og der var næsten hengået 40 år, siden den sidst havde havt et kongeligt besög. Blandt meget andet, som nu skulde frem og vise sig, var også stadens borgergarde, som Martinau allerede fik anledning til at se i slutningen af Januar under det da afholdte marked[1]. Borgervæbningen havde hidtil ikke havt nogen fælles uniform; men hver mand mødte frem til exercits i sine egne klæder. Da forrige århundredes moder ikke udmærkede sig ved den ensformighed, som er særkendet for vor tids sorte dragt, måtte synet af et således udstyret militært korps vække en fremmed tilskuers munterhed. Spörgsmålet, om byen skulde opföre en æreport til kronprinsens höjtidelige indtog, havde også foranlediget megen snak; men man var dog til-
- ↑ I et brev af 26 Januar 1788 siger ham „Nous sommes ici en tems de foire, qui n’offre rien, sinon le comique de voir les bourgeois monter la garde, nuancés de toutes les couleurs. On diroit, à les voir, la ville en grand danger, et qu’en conséquence en auroit indistinctement, fort à la hâte, accablé (?) ces Messieurs, grands et petits, d’une bandouliére et d’un fusil“.
