ham i Norge og antoge, at rejseplanen vilde gå overstyr hvis der kom et giftermål istand; men medens „de styrende“ vilde have ham bort, nærede „de lydende“ et levende önske om at få se ham på norsk grund, idet de led under de førstes undertrykkelser, da disse vare så langt fjærnede fra administrationens hovedsæde, at de troede at kunne sætte sig udover alle hensyn til denne. Misfornöjelsen herover var almindelig og udpræget; men håbet om en snar forandring forhindrede dog, efter Martinaus formening, et udbrud af denne. Den skildring, han under sådanne forudsætninger har givet af forholdene i Kristiania, måtte, om den var pålidelig, give et lidet trösteligt billede af tilstanden. Imidlertid er den efter al rimelighed meget overdreven, men kan dog til en vis grad belyse forholdene. Der var, hvis man kunde tro Martinau, udbredt en almindelig gensidig mistillid mellem alle samfundets klasser, i den grad, at der i den hele by neppe kunde påvises fire personer, som vare oprigtige venner! Selv garnisonens officerer befandt sig på en spændt fod sig imellem, så at det endog skulde være meget sjeldent at se dem sammen; kun om en ting vare de enige, at foragte andre samfundsklasser og bryste sig af sin egen stand: „en dårlig erstatning for den fattigdom, hvori de må leve!“ En by med mere uenige indbyggere end Kristiania fandtes ikke; den var „tvedragtens fædreland“. Til denne skildring föjede Martinau nogle bemærkninger, der just ikke udmærkede sig ved sin slående sandhed, at nemlig en mindre delikat nabo, end Gustav III, med hans agtelse for den ellers miskendte politiske ejendomsret, derigennem vilde have god anledning til at krænke denne, hvilket han dog under de lykkelige forhold, hvori Svenskerne for öjeblikket befandt sig, aldeles ikke kunde önske! Tilsidst berettede han, at Scheel, stedets „store stiftamtmand“, i denne måned vilde
