rer. Derimod troede han, at det ganske sikkert vilde være en umulighed at få så mange matroser samlede inden den tid, som det var nödvendigt, da de fleste af dem netop vare fraværende i koffardifart. Fjorten dage senere indberettede ham at admiral Krog, som var den, der måtte modtage alle ordrer vedkommende matroserne, havde meddelt ham, at der ikke var indlöbet nogen sådan befaling. Kort efter, 26 Oktober, skrev han til sin konge, at alt nu var i virksomhed i anledning af kronprinsens ankomst, uagtet denne först var bestemt til 6 Juni i det fölgende år; det var hans hensigt at besöge den lystlejr på 9000 mand, som da skulde samles ved Frederikstad. Da dette var ganske nær den svenske grænse, kunde man også håbe at se den svenske konge der, hvilket var Martinaus levende önske. Derfra var „kun elleve mile god vej igen for at göre et besög i denne lille hovedstad.“ Videre berettede Martinau, at prinsen af Hessen allerede ventedes til Norge i Maj, formodentlig for at få lidt skik på den lille hær, som i over tyve år ikke havde været samlet på anden måde end kompagnivis til sine årlige övelser. Efter hvad en af deres egen midte havde fortalt, havde officererne endog i umindelige tider manglet telte. Kronprinsens nærværelse syntes nödvendig for at få en forandring i den fuldstændige ligegyldighed, hvormed man nu betragtede alt, som angik kongens tjeneste. Også taltes der meget om krigen, idet det hed sig, at Danmark skulde stille en flåde til Ruslands disposition, ligesom man påstod, at man var kommen under vejr med en plan, som den svenske konge skulde have, om at forlægge nogle krigsskibe til Strömstad. Tilsidst omtalte Martinau, at Manderfelt nylig var rejst fra Kristiania til Köbenhavn for der at udvikle sine talegaver i den sag, som han nu, efter at have vundet i de to förste instanser, havde for höjesteret. Da han ved sin afrejse havde
