modtog sin ansættelse i Kristiania. Dette synes imidlertid at have vakt megen opsigt og fremkaldt mange indvendinger, som endog havde foranlediget ham til at indsende en forestilling til kongen, der skulde gendrive disse. Man havde, som det synes, væsentlig anket over, at han ikke var handelsmand, hvorimod han anförte flere svenske konsuler, som ikke havde drevet handel, – ligesom han mente, at den indvending, man havde villet hente fra hans katolske troesbekendelse, i virkeligheden var det modsatte, da dette snarest måtte være en anbefaling ved et hof som det portugisiske. Det synes derhos også, som om en ung mand af en fornem familie (Kantzow) ved samme lejlighed havde anstrengt sig for gennem sine forbindelser at få det af Martinau eftertragtede embede, idet denne i sin forestilling gjorde sig umage for at bevise, at hans egne kvalifikationer vare ligeså gode[1]. Martinau fik imidlertid ikke posten i Lissabon, men blev i det sted, som omtalt, ansat i det nyoprettede konsulat i Kristiania, en post, som på grund af det dermed forbundne politiske öjemed måtte betragtes som ganske anderledes vigtig.
Efterat kongens valg til general-konsul i Kristiania var faldt på Martinau, var det hans önske, at denne snarest mu-
- ↑ Den her omtalte forestilling der findes mellem Gustav IIIs papirer i Upsala, er udateret. Af en anden, også udateret skrivelse fra Martinau fremgår, at han ikke var bleven indstillet til konsulatet i Lissabon, hvorfor han også havde kastet sine öjne på posten i Ostende, såfremt det ikke skulde lykkes ham at få den förste, for hvilken han fremdeles anså sig meget skikket, bl. a. på grund af sine forbindelser med Stockholms förste handels huse han var desuden familiefader, hvilket ikke var tilfældet med hans medansögere, der alle vare célibataires. Martinau var nemlig siden 1767 gift med Ulrika Antonetta Peyron, som overlevede ham.
