Menneskevennen, eders Broder og Mester, hvis Aske brænder der med salig Lue, hvis Sjæl svinger sig fra Mausolæet til Olympen Ikke pranger Templet med forgjængeligt Marmor, kold Ærefrygt opreiser de lykkelige Laster, men Dans Afkom i Laurvigs ædle Hierte finder her det varige Minde, en ærefuld Forsamling af Nordens Murere sætte den værdige Broder, det ejegode Menneske, den ædelmodige Landsmand, den sande Fædrelandets Ven. Og jeg, som med svag Røst udstammer nogle Ord ved Foden af din Urne, har jeg ikke Evne til at skildre det Blod, som fra Thronen selv flød i dine Aarer, dit ædle Hjertes lysende Træk, dine Forfædres Bedrifter, din Værdighed i Staten, dine Følelser for Konge og Landet, skal jeg i det mindste opfylde Venskabs hellige Pligter.
Det var Gyldenløverne eget at vedligeholde det Navn, den høieste Byrd skabte. Fra 3 Konger af Oldenborgs blomstrende Stamme, som have opfyldt Nordens Aarbøger med udødelige Handlinger, udspirede disse trygge skjolde for Dans Zepter. Hvert Navn af denne Slægt er en Lovtale. Ikke blot i Fædrelandets Skjød lyse disse Helte med Sværdet i Haanden og ved Rigets Ror. Fra Po til Donau, fra Gallien til Belgernes Land flettes Palmer om disse Helters Isse. Tvillingriget, hvis Indflydelse i det antændte Europa var saare vigtig fra det forrige Aarhundrede til Begyndelsen af dette, hvis Konger selv anførte de tapre Skandinavier, Tvillingriget saa sig da om Helte til Gjerde for Landets Grændser og Støtte for vore Bundsforvandte. Da lød de kjække Gyldenløver Monarkernes Stemme, de raadsloge, ilede, fægtede og seirede. Faldt hin Gyldenløve ved sin Konges Side midt i Seiren, saa dog den flygtefærdige Aand fra Heltens ravende Bolig Monarken og Folket og Rigets Hovedstad befriet. Tromp og Gustav Adolph (sic), hvilke Navne! ofrede Taarer ved den danske Løves udødelige Skygge, som svævede over Valpladsen, hvæssede Sværdet paa Seirvinderens Lig, de følte derved en hemmelig Kraft, hver Gang det siden blev hævet til deres udødelige Minde blandt Krigerne. Saaledes vide Helterne at ære Helte. – – – – – – –
Her bag Norges Fjelde i Roligheds[1] Skjød gav Du dit ædle
- ↑ Saa kaldtes hans Gaard, det gamle Gullerauden i Hedrums Sogn ved Laurvig, se Saml. t. d. norske Folks Spr. og Hist. VI. S. 599.
