straten, sig en Erklæring over, hvormeget han med Billighed kan anse som Honorar, da 4 Procent bliver at svare af det overskydende.
Først 23 Juni besvarer Pram Rentekammerets Skrivelse, idet han forklarer, at han forgjæves har ventet paa Brev fra Administrationen i Ankers Bo, der sager at gjøre den Fortolkning gjældende, at Pengene vare bestemte til at dække samtlige Omkostninger ved Udgaven. Dog er Administrationen („de to Contoirbetjente Thomas Bagge og Jacob Nielsen“) villig til at udbetale Pengene, men vilde da, at Udgaven („tre maadelige Octavbind“) lidet eller intet mere skulde koste Boet. Paa denne Basis fandt Pram „som ærlig Mand“ det ikke muligt at modtage dem, hvorfor han forlangte, at enten Administrationen tog sine Ord tilbage eller en høiere Autoritet (eller endog en Domstol) afgjorde Sagen. Administrationen havde sendt ham Renter for et Aar af 5000 Rdlr. og senere af 4000, da den havde remitteret ham paa Begjæring 1000 Rdlr., som han havde forlangt til havte Udgifters Dækkelse, men som den vilde betragte som Afbetaling paa de 5000 Rdlr. Pram overlader nu til Rentekammeret at afgjøre, hvad der med Rette tilkommer ham. De nedsendte 1360 Rdlr. vil han indtil videre kun anse som et Depositum.
Samtidig med dette Brev maa Pram have tilskrevet den kongelige Overtilsynscommission for Fideicommiset; uagtet Conceptet blandt hans Papirer er udateret, kan det nemlig af Udtrykkenes Lighed sees, at Brevene maa være skrevne paa en Tid. I dette sidste Brev giver han følgende Fremstilling af Sagens Gang: Noget efter B. Ankers Død foreviste Kammerherre og Generalveiintendant P. Anker ham det Punkt i Testamentet, der angik Udgivelsen af Broderens Skrifter, og han modtog, hvad der fandtes i Haandskrift
