Et af de interessanteste afsnit i vort fædrelands historie under foreningen med Danmark er tidsrummet nærmest för og efter den franske revolution, der i flere henseender danner en indledning til de begivenheder, som åbnede det nittende århundrede og förte til den store omvæltning i 1814. Skönt denne i det ydre var foranlediget ved begivenheder, der forefaldt langt udenfor Norges grænser, og hvorpå ingen Normand övede nogen indflydelse, stå alligevel dens resultater i en nær indre sammenhæng med den udvikling, som hos os – om end forholdsvis svagt – allerede kan spores mindst 40 år tidligere, og uden hvilken året 1814 vilde have truffet det norske folk aldeles uforberedt. Tidsrummet har også sin interesse derigennem, at den svenske regering netop da efter Gustav IIIs tronbestigelse havde genoptaget de gamle, aldrig fuldstændig opgivne planer til at erhverve Norge og ved dette riges tilslutning til Sveriges gamle provinser på en gang sikre sig mod anfald på sin-vestlige grænse og foröge sit landområde. Det er muligt, at disse planer, hvis de havde været drevne med den tilhörlige kraft og udholdenhed, den gang kunde have ledet til det mål, hvorom man i Sverige inden de
