han önskede. Ti kort efter begynder hans sammenhængende brevveksling med Gustav III, der navnlig har interesse ved, hvad han deri fortæller om sine samtaler med de förste mænd i Danmark, grev Bernstorf, Johan v. Bülow og andre. I sine samtaler med dem troede Manderfelt at have gjort allehånde store opdagelser med hensyn til den danske udenrigspolitik, og samtidig med, at han indsendte sit omtalte andragende, lod han dette medfölge af en „précis de la situation actuelle de la cour et de l’état du Dannemarc“, der formodentlig skulde tjene ham som en anbefaling ved at vise, hvor nyttig han kunde blive. Det billede, han deri udkastede af forholdene i Danmark, var meget mörkt, – så at det ligger nær at formode, at dette mörke anströg nærmest har været beregnet på at göre skildringen så meget mere tiltalende for Gustav III.
Danmark var efter Manderfelts fremstilling splittet i to fiendtlige lejre, i et tysk og et dansk parti, der kæmpede om magten, og hvis indbyrdes strid gjorde landets fremtid yderst usikker. Statsrådet bestod af folk uden hoved, og kronprinsen var mere en fænrik end en suveræn. Frygten for Rusland beherskede alt, og finans-ministeren kunde ikke styre sine egne, langt mindre statens finanser. Den krigerske farce, som man havde opfört i 1788, havde vakt Europas latter, men folkets gråd, medens alle rigets næringskilder syntes at udtörres. Riget stod ved randen af en bankerot. De tyske provinser vare misfornöjede, og Norge befandt sig i gæring. I spidsen for det tyske parti, der for öjeblikket beherskede hoffet, stod prins Karl af Hessen, en personlighed, der ikke besad noget större talent, men dog altid havde nok deraf til at spille en rolle i et land, hvor man ellers havde så lidet. Ved at smigre for kronprinsens lyst for militærlivet havde han fået denne aldeles i sin magt. Dette var begyndt, da
