forlod Martinau, idet ban trykkede hans hånd, medens denne mente, at han i sit sidste svar netop havde truffet hovedet på sömmet og udtalt, hvad der virkelig lå bag den dansk-norske regerings optræden. Det er ganske vist, at en generobring af Båhuslen, tillige med et sted som Båhus, med alle dets historiske minder for det norske folk, vilde have været en smuk opgave for vor regering i 1788, og at det, hvis det var lykkedes at knytte denne provins til Norge, neppe vilde have været forbundet med store vanskeligheder at genindsætte den norske nationalitet i dens gamle rettigheder. Båhuslens hele natur og dets befolknings levesæt og karakter frembyde altfor megen lighed med det övrige Norge til, at den der fra 1659 til 1788 foregåede denationalisering ikke snart kunde have været opvejet af en tilsvarende stærk påvirkning fra norsk side, hvis det atter var blevet en norsk provins. Men ingen sådan tanke synes ved denne lejlighed at have foresvævet kronprinsen, prins Karl eller nogen af regeringens medlemmer. De gik til kampen med afgjort ulyst, og om at göre erobringer var der fra den side aldeles ikke tale. Derimod var det for Gustav III en stor fordel, om han kunde bibringe sit folk den tro, at når den norske hær gik over grænsen, da var det for at tage Bahus i besiddelse, göre Göteborg til en selvstændig stad og beholde den lange kyststrækning mellem denne by og Svinesund med dens mange naturlige fordele. Dette vilde give den svenske nationalfölelse et mægtigt stod fremad og knytte folket til ham, når
sin uforstyrrede postforbindelse, medens der næsten ikke var noget kommercielt samkvem mellem Norge og Sverige, da der kanske ikke kom ti breve om ugen. Fremdeles heder det: „Tout se canton retentit du zèle animé du baron de Hierta et du colonel Tranfelt. Si la pêche est interrompue par la guerre, il-y-aura dix mille hommes sans occupation, et qui armés seront bien utils à Votre Majesté.“
