det sted, hvor vi skulle rykke ind i Sverige, enten fra Norge med denne hær eller i Skåne med den danske. I det sidste tilfælde ville kronprinsen og jeg begive os derhen med en fregat, som for tiden i dette öjemed ligger i Frederiksstad. Hvilken af de to hære der end skal optræde, ville dog de to hoffer ikke desto mindre forblive venner. Ti antallet af de 12,000 hjælpetropper vil ikke blive overskredet med en eneste mand, og de må derfor betragtes som Russer.
General-konsulen: Det forbyde Gud! Ti efter deres forbillede matte dette blive ved ild og plyndring. For resten er denne distinktion kun en subtilitet, hvorpå dog kongen gærne kan gå ind, da han foretrækker at kæmpe med 12,000 fremfor med 50,000. Men dersom kongen i den tid, hvori disse tropper opholde sig i Sverige, foretager et indfald i Norge, måtte det vel blive nödvendigt, at disse 12,000 mand trak sig tilbage for at forsvare sine egne arnesteder, og hvad vilde der da blive af de 12.000 Russer?
Prinsen: Jeg indlader mig ikke på disse diskussioner. Det mit være nok, jeg gentager det: vi ville rykke ind i Sverige som venner.
General-konsulen: Ja, som Polens venner, der endte med at beklippe det!
Prinsen: Ak! for forfængelighedens skyld kunde man nöjes med en klippe!
General-konsulen: Ved en klippe i politisk betydning forstår man ti mile i omkreds, sådan som f. ex. Båhus.“
Dermed var denne lange samtale forbi[1], og prinsen
- ↑ Martinau siger i det samme brev af 24 September, at prinsen havde udtalt det håb, at postgangen fremdeles kunde foregå uhindret, selv om han rykkede ind i Sverige, hvilket kunde være til begge partere fordel. Dertil mente M., at det naturligvis vilde være en stor fordel for Norge og Danmark, om de kunde beholde
