General-konsulen: Men dette er kongens og rigets
fælles ulykke.
Prinsen: måske det er i strid med kongens ære, men ikke med hans undersåtters lykke.
General-konsulen: Efter den sundeste regel hænger den ene af disse sammen med den anden, og der er ikke et menneske med sund fornuft i Sverige, som ikke gyser tilbage for denne forfatning, der er så smuk på papiret, men så afskyelig i sin udövelse.
Prinsen: Lad så være, at De taler sandt; men beslutningen derom er uigenkaldelig tagen efter kejserindens vilje. Jeg kan ikke göre noget derved; men hvis kongen vil holde sig til mig, når derom bliver spörgsmål, må han sende mig de indskrænkninger, som han önsker. Jeg skal da efter min bedste evne göre dem gældende.
General-konsulen: I ulykken er dette en tröst; men sålænge kongen har våben i hånd, tvivler jeg på, at han vil stille sig tilfreds dermed.
Prinsen: Så meget værre! Jeg ser intet middel derimod, med mindre der skulde indtræde nogen forandring med kejserinden.
General-konsulen: Hvad? er hun syg?
Prinsen: Nej!
General-konsulen: Forestår der nogen frivillig eller tvungen abdikation?
Prinsen: Det siger jeg ikke. Dertil fattes der vel meget.
General-konsulen: „Ce qu’étant, pardonnez, Monseigneur, cette attente, est dens une lettre de change sur les brouillards de la Seine!“
Prinsen: Tro ikke det! sig kongen, at jeg har udtalt dette ord! Han må vide at sætte pris derpå.
