til Kristiania, har Martinau selv leveret et referat, som her meddeles. Det er rigtignok först nedskrevet ti dage efter, at samtalen skal være holdt, og kan således ikke ansees for aldeles nöjagtigt og pålideligt; men det må vel i hovedsagen gengive begge de talendes mening:
„Prins Karl: Hvor sagerne have taget en ugunstig vending for Deres konge i den korte tid, siden vi såes!
General-konsul Martinau: Det er sandhed, Deres. höjhed! De störste planer ere i det öjeblik, da de skulde sættes i verk, strandede på grund af vore troppers frafald, der for bestandig vil erindres som en skamplet i Sveriges årböger, og som til deres evige skændsel udsætter konge og land for deres naboers nåde og forgodtbefindende. Lykkeligvis kan han endnu smigre sig med, at han i Deres höjhed bar en ligeså god ven som nær slægtning, der i Danmark holder statens ror.
Prinsen: Jeg forsikrer Dem hellig om, at jeg for kongen af Sverige nærer den hjærteligste hengivenhed. Jeg skal give beviser derpå, ligesom på min ærefrygt for hans store egenskaber i alt, som kan forenes med mine pligter.
General-konsulen: Det er at befrygte, at deres höjheds delikatesse giver disse en altfor stor udstrækning, til at deraf kan håbes noget virkelig godt.
Prinsen: Jeg kender ikke fuldstændig grænserne derfor. Jeg skjelner mellem generalen og mægleren; de kunne forliges, og som bevis derfor betror jeg Dem, for at De igen kan meddele det til Deres herre, at England har erklæret os, at det ikke kan samtykke i en udstykning af kongens stater, men tillige, at det ikke vilde modsætte sig en ombytning af den nuværende forfatning med den af 1721. Det er det eneste og virkelige öjemed, som vi have at opfylde.
