kommandere[1]. Han var efter Martinaus udsagn en mand, der var vel skåren for tungebåndet, og som nu konverserede den svenske agent om tidens spörgsmål. Greven forsikrede Martinau om, at han var nöje inde i de grunde, som havde foranlediget den nuværende uenighed, og at han ligeledes forstod, hvad der under den forhåndenværende situation vilde bringe Gustav IIIs planer til at strande; men Martinau vilde ikke låne öre til, hvad den anden havde at fremföre. Da deres samtale var fört i påhör af mange mennesker, anså imidlertid Martinau det for nödvendigt at indberette den til Gustav III, forat ikke hans taushed skulde udsætte ham for misforståelser.
Men uagtet således Martinau så sig nöje bevogtet på alle kanter, og uagtet det måtte være en uundgåelig fölge af den uklarhed, der hvilede over den politiske situation, at der blev holdt öje mod hvert af hans skridt, fandt han dog anledning til at göre sin konge nogle små tjenester. Han fik således fat på tre karter over Norge, som han med sin sekretær, Bromell, sendte til Sverige. Denne blev ved sin ankomst til Svinesund stanset af toldvagten, der lod ham og alle hans sager bringe til Frederikshald, hvor den rulle, der indeholdt de tre karter, tiltrods for alle hans protester, og uagtet den var forseglet med general-konsulatets segl, blev åbnet og undersögt. Han fik dem imidlertid alle tilbage, men var da bleven opholdt otte timer på Frederikshald[2].
Med prinsen af Hessen stod Martinau under hans ophold denne anden gang på en meget god fod, og skönt han kort forud havde ladet sig påvirke af den löse folkesnak, var han dog nu öjeblikkelig imponeret af prinsen og troede om ham,
