ikke betragtede sig selv eller önskede at blive betragtet som krigförende magt i dette ords fulde udstrækning. Desuagtet kande det ikke undgåes, at han måtte komme i en for ham selv mindre behagelig stilling og ofte måtte föle sig udsat for mistanke. I sit brev af 12 September skriver han herom: „Man har i en særlig grad öje med alle Svensker. For mit eget vedkommende bliver jeg fulstændig skyet i alle selskaber, på grund af, at man finder det ubehageligt ikke at kunne udgyde sig over dagens begivenheder. Her er fuldt op af svenske arbejdere, som havde arbejde her om sommeren, men vende hjem om vinteren. Disse stakkels folk blive nu plagede med spörgsmål. To af dem ere kastede i fængsel under intetsigende påskud; den ene er på mit forlangende sat i frihed, og jeg holder på at befri den anden, som man med magt vil anvende i marinen; uagtet han er skomagergut. Man skaffer mig tusinde vanskeligheder på halsen; man påstår, at vi her have spioner, der ere forklædte som fruentimmer“[1].
Martinau vedblev dog at have omgang bade med byens indbyggere og enkelte af de mange tilrejsende, som i denne tid indfandt sig i Kristiania. Blandt dem var også en personlighed, som vi allerede tidligere (s. 38 flg.) have omtalt, og som siden tiltrak sig megen opmærksomhed, nemlig grev Schmettow, som i September passerede gennem Kristiania på vejen til Laurviks grevskab, hvor de tropper lå, som han skulde
- ↑ Det heder straks efter i det samme brev: „Le malheureux capitaine Stierneld est persecuté même ici dans son azile. Il s’efforce à découvrir de quoi se rendre méritant. Son amour pour son souverain et sa patrie n’est point altéré par la durété du sort, qui l’en éloigne. C’est un fidel et zélé sujet, coupable à la verité d’un grand crime, mais sans participation de sa volonté. Il implore la clemence de Votre Majeste pour aumoins obtenir un sauf-conduit“.
