fölgende brev, af 12 September, fortsatte han med disse betragtninger. Man var nu i Norge færdig med sine forberedelser, og det kunde hvert öjeblik bryde lös. Det hed sig, at regeringen endnu ikke vilde have krig, og at alt kom an på, hvad kongen af Sverige vilde bestemme sig for. Martinau mente imidlertid, at brudet ikke lod sig afværge, og at man – som også var ganske rigtigt – mere havde for øje at komme Gustav III end hans rige tillivs. Et tegn herpå så han deri, at man tillagde kongen en utæmmelig lyst til at göre erobringer fra sine naboer; efter sigende skulde også kejserinden have tilstillet kronprinsen to breve fra kongen af Sverige, der indeholdt forslag om at bemægtige sig Norge, hvilket havde indgivet kronprinsen en dyb mistillid og uvilje imod Gustav III. For rigtig at komme ham tillivs skulde den danske regering have bestemt sig for at yde det misfornöjede parti i Sverige sin understöttelse og tvinge kongen til at antage den i 1772 af ham selv ophævede forfatning[1]. Desuagtet mente Martinau, at regeringen fremdeles var fredelig stemt; men han så ikke grunden dertil i andet end deres overbevisning om Svenskernes overlegenhed på alle felter. Der var endog 10 September bleven bekendtgjort fra generalitetet, at de to suveræner vare komne til forståelse, at freden var sikret, og at tropperne snart vilde blive hjem-
- ↑ Smlgn E. Holm, anf. st. side 34.
major During skulde anföre kavalleriet o. s. v. Han fortæller også deri fölgende: „Hier dans une conversation amicale avec Mr. de Scheel, qui, depuis le séjour du prince royal en ce pays, s’est acquis une certaine confiance auprès de Son Altesse, m’assura avoir la plus parfaite certitude, que l’esprit actuel du ministère Danois étoit de ne point être en guerre avec la Suède, àmoins que Votre Majesté n’y donna lieu. Je suis sur, qu’il a puisé cela dans la conversation des princes et par des relations de source“. Af de seks russiske orlogsskibe, som ventedes fra Archangelsk, var et ankommet til Trondhjem.
