nu ikke mere tro på dem,– som forsikrede, at alt kun var et skin: „Jeg er“, skrev han, „födt med en dyb mistillid til de Danske, som for övrigt alle tiders historie kun altfor meget har bestyrket“. Fra dette hans standpunkt var det en given sag, at Martinau ikke vilde höre noget på dem, der sagde, at kronprinsen og prins Karl havde fundet den svenske konge altfor bydende; han kendte, sagde han, sin konges oprigtige önsker og vidste, hvor ugrundet en sådan fortælling var. Derimod berettede han, at i Kristiania troede alle, at det var prins Karl, som pustede til ilden, og Martinau var da også straks den, som havde forstået dette, uagtet prinsen tidligere havde vist sig i en ganske anden skikkelse. I Kristiania fortaltes det, at kejserinden at Rusland havde forsynet den danske regering med 8 millioner rubler, og at desuden admiral Dessen havde friet ordre til at give værftsarbejderne i Köbenhavn rigelige drikkepenge for at påskynde udrustningen af den eskadre, som var lovet Rusland.
Endelig kom den dag, der var fastsat til hærens opstilling, 6 September. Martinau sendte da på ny til sin konge en beretning om de på det nærmeste tilendebragte rustninger, hvorom han udtalte, at han ikke kunde forstå, „hvortil alle disse store tilberedelser skulde sigte. Ti, hvad have de at frygte af os i vor nuværende stilling? men de frygte os. Det er dem medfödt; det er fabelen om dyrene, der vare bange for löven, endskönt den var syg“[1]. I sit derpå
- ↑ Martinau fortæller i dette brev, at der til Frederikstad var opsendt tohundrede kanoner og treti husarer, at man havde ansat treti studenter som offiserer, at kongen lovede hver kaptejn fire heste og hver löjtnant to, at Peder anker (un honnête-homme, mais vain et d’un génie médiocre) var udnævnt til commissaire-général de l’armée, at generallöjtnant von Krogen (som havde tjent i Preussen et doit être un galant homme à tous égards) skulde commander en chef (den i det nordenfjeldske opstillede styrke,) at general-
