Men forinden mine underretninger have kunnet virke, har min lumpne svoger allerede taget femten skibe ved de to kapere, som han anvender i dette öjemed“.
De meddelelser, som på denne måde indlöb fra Duvall og Manderfelt, og som stöttede sig til langt mere bestemte kendsgerninger, end det, som Martinau troede at kunne finde ud, vare af en meget alvorlig beskaffenhed for den svenske konge, som da havde kastet handsken til Rusland og begyndt krigen med denne stormagt. Det viste sig nu, at han havde gjort falske beregninger, da han stolede på at kunne sprænge den dansk-russiske allianse, og han så sit land truet på to kanter af en meget stor fare. Hvor meget end de svenske diplomater arbejdede på at fremstille forholdene, som om det var Rusland, der var den angribende part[1], lykkedes det dog ikke på denne måde at overbevise regeringen i Köbenhavn. Denne betragtede sig fremdeles som bunden ved traktaten af 1773, tiltrods for sine oprigtige önsker om fredens bevarelse, og da den modtog opfordring fra Rusland til at opfylde sine forpligtelser[2], måtte der tages et afgörende skridt. Kronprinsen ankom 10 August til Köbenhavn efter sin rejse til Norge; fem dage efter afholdtes statsråd til at dröfte sagen, og 19 August udstedtes endelig den formelige deklaration om, at man var villig og beredt til at opfylde de forpligtelser, der vare påtagne ved traktaten.
Gustav III vilde senere forsöge at göre gældende, at denne beslutning kom ham aldeles overraskende ovenpå den holdning, som den dansk-norske regering havde indtaget under de forudgående forhandlinger, og en ensidig beundrer af ham har også i den anledning rettet meget nærgående, men
