Deres trofaste undersåtters brændende bönner ville bringe lykke og laurbær for Deres majestæts våben. – Deres majestæts klogskab vil allerede have sörget for at sikre Göteborg, Nya Elfsborg og grænsebyerne i Skåne, navne, som jeg udtrykkelig gentager, fordi jeg ed ofte har hört dem nævne i angrebs- og indfaldsplaner. Hvis det russiske parti vinder overhånd, som der er al grund til at frygte, er det prins Karl af Hessen i spidsen for tolvtusinde mand, der vil komme til at optræde med denne hjælpehær tillands, medens tilsös 6 linjeskibe og 4 fregatter ville forene sig med den russiske eskadre. Denne eskadre har allerede gjort svenske sejlere skade, idet den har drevet sin uforskammethed så vidt som til at opsnappe dem lige ved indlöbet til Sundet, hvilket, som det synes mig, viser, hvor meget man stoler på Danmarks eftergivenhed. Chefen, som kommanderede den, hr. von Dessen, er en svoger af min hustru og er nogle gange kommen i vort hus. Da han har taget mig for en indfødt Dansk, har han ganske naivt betroet mig sine planer om at krydse foran Sundet og i Nordsöen for at opsnappe de svenske skibe, som han traf på[1]. Øjeblikkelig – fem dage forinden han forlod reden hersteds – underrettede jeg Martinau herom, idet jeg rådede ham til straks at begive sig til Nordsöens kyst for, om det var muligt at bringe underretning til Deres majestæts tre fregatter om Russernes ankomst og bringe alle svenske skibe til at blive liggende i de norske havne fremfor at udsætte dem for et blodbad[2].
