Allerede flere dage forinden de to hessiske prinsers ankomst
havde Martinau i et – formodentlig til statssekretær
v. Asp. skrevet – brev fremsat den tanke, at det, når kronprinsen
kom til Kristiania, ikke vilde være upassende, om
han gav denne et bal, – rigtignok ikke på sin egen, men
på Gustav IIIs bekostning, og han havde også i den anledning
– tiltrods for § 7 i den ham meddelte instruks – underhånden
sögt at udforske, hvorvidt kongen vilde være tilböjelig
til at yde noget bidrag til et sådant repræsentativt
öjemed. Han anförte, at dansen var kronprinsens eneste
lidenskab, og at ingen i Kristiania, såvidt det var kommet
til hans kundskab, havde tænkt på at tilfredsstille denne, da
man udelukkende havde taget hensyn til de store interesser,
som for öjeblikket havde lagt beslag på den almindelige opmærksomhed.
Da derhos Martinau i Kristiania var den eneste
fremmede, der indtog en offentlig stilling, fandt han det
af denne grund så meget mere passende „at udmærke sig
ved en eller anden ting ved en så smuk lejlighed.“ Kronprinsen
skulde ikke slå vrag på nogen indbydelse til dans,
fra hvem han også fik den, og dansede ligeså gærne med en
bryggermadame, som med en hertuginde, ligesom Martinau
fölte sig forvisset om, at hans frue og datter på en tilfredsstillende
måde vilde opfylde sine pligter, når de nöde den
ære at have en kronprins til gæst. Til sit bal vilde han
også byde folk helt fra Stockholm, derimellem „modeherren
De Besche“. Imidlertid synes ikke den önskede tilladelse at
være kommen, og ballet blev ialfald ikke holdt. På den
måde vilde Gustav III ikke vinde den dansk-norske stats
bistand under sin krig med Rusland[1].
- ↑ I sit ovenfor omtalte brev af 24 Maj siger Martinau bl. a.: „Le fameux Falkenskiold est rappellé et a été fait chambellan. Il sera, dit-on, à son retour maître-général de police de Copenhague, nouvelle
